Historien om Søtorvet

Metropolis har til huse i en majestætisk ejendom fra 1876. Den er del af et anlæg, opført for at give besøgende en storstilet velkomst til København.

Når bønderne i slutningen af 1800-tallet kom nordfra for at handle i København, var de ikke et øjeblik i tvivl om, at de var kommet til hovedstaden. Fra Dronning Louises bro havde de udsigt til et imponerende nyopført bygningsanlæg på københavnersiden.

 Arkitekter og bygherrer havde længe funderet over, hvordan man skulle opføre en monumental ”port”, der på værdig vis kunne fortælle besøgende fra forstæderne mod nord, at her ”begynder”  København.

Området omkring søerne lå relativt øde hen med kun få bygninger – blandt andet den såkaldte Accisebod, hvor bønderne skulle gøre holdt for at betale told. Samtidig fik de gennemsøgt hestevogne, kurve og poser. Og så var der værtshuset ”Tre Hjorter”, hvor man kunne få slukket tørsten i brændevin, før turen fortsatte ind til byens markeder.

Det nye anlæg bestod af fire store ejendomme – og det er på anden sal i den ene af disse majestætiske bygninger på hjørnet af Gothersgade, at Metropolis i dag har til huse.

Med Paris som forbillede

Året var 1870, da ”Søtorvsanlægget” kom på tegnebordet. Det var Det kjøbenhavnske Byggeselskab, der stod bag initiativet. Selskabet bestod af nogle af byens spidser – blandt andet brygger J.C. Jacobsen og forretningsmanden C.F. Tietgen.

Arkitekten Frederik Mehldal var leder for bygherren, men det var arkitekterne Ferdinand Jensen og Vilhelm Petersen, der stod for den daglige ledelse.

Byggearbejdet begyndte i 1873, og de fire bygninger stod færdigopførte blot tre år efter.

Anlægget, der i vid udstrækning har overlevet tidens tand, har fornemme forbilleder. I slutningen af 1800-tallet var man betaget af den storladne og elegante arkitektur, som blev opført i europæiske hovedstæder som Paris og Wien. Og sandt er det, at man næsten kan føle sig hensat til Seinens bred, når man står på Søtorvet.

Anlæggets symmetri har dog rødder tilbage til renæssancens Rom – til blandt andet Piazza del Popolo, en lignende ”indgang til byen”, hvor gaderne ligeledes løber ud fra en central plads.

For at pryde bygningerne påsatte man pilastre – flade søjler med antikke romerske aner – mellem hver etage.

Byggestilen kaldes historicisme – der er jo netop tale om en blanding af stilarter og historiske forbilleder.  

De fire bygninger kom til at rumme i alt 97 lejligheder, 14 butikker, 6 lagerrum og 6 stalde.

Livligt caféliv

Gæster hos Metropolis beundrer ofte den smukke udsigt over søerne. Engang var denne udsigt forbeholdt velhavende københavnere, som havde råd til de store liebhaverlejligheder i det nye anlæg.

Johanne Luise Heiberg var én af dem og endda en af de første lejere i ejendommen, hvor vi har til huse. I et brev til forfatteren Bjørnstjerne Bjørnson i 1876 priser hun i høje toner de prægtige omgivelser. Den store skuespillerinde har uden tvivl følt sig godt tilpas i de kulisseagtige omgivelser.

I dag er stueetagen i ejendommen fyldt med Søtorvsmagasinets vaskemaskiner og vandkogere. Men lokalerne bag de store buede vinduer har engang været hjemsted for et livligt café- og kulturliv. Det var her, at Café de la Reine omkring år 1900 slog dørene op. Serveringen bredte sig snart til en stor overdækket fortovsrestaurant, hvilket hurtigt forvandlede navnet Café de la Reine til ”Café la’ det regne”.

I 1930’rne blev der afholdt ”digterstue” i cafeen. Under stor jubel fra tilhørerne stillede Otto Gelsted og andre af tidens poeter sig op på stambordet og proklamerede de sidste nye digte – digte, der siden hen er gået over i litteraturhistorien. Tyskernes besættelse af Danmark den 10. april 1940 satte et punktum for ”digterstuen” og dermed for cafeen.

Ishokeykampe for damer

Ejendommens beboere og gæster har gennem tiderne været vidne til mangt og meget:

I 1887 opførtes Dronning Louises Bro – arkitekten Vilhelm Dahlerups erstatning for den gamle og langt mindre imponerende Peblingebro.

Om vinteren – før opfindelsen af køleskabet - blev isen på Peblingesøen savet i passende blokke og kørt til opbevaring i ishusene.

Omkring år 1900 blev to gudestatuer - afstøbninger af antikke romerske statuer – placeret ved indgangen til broen. Den ene forestiller Tiberen, den anden Nilguden. De 16 børn, der er placeret i forskellige niveauer på sidstnævnte statue, symboliserer forskellen på den frugtbare flods højeste og laveste vandstand.

I 1917 blev der arrangeret ishokeykampe for damer på søen, og om sommeren var det vuggende vand skueplads for blandt andet vandcykel-væddeløb.

Og i 1920’rne blev promenaden – de sandstrøede stier langs søerne – anlagt.  

Men hvad ejendommens beboere aldrig kom til at opleve var en planlagt international verdensudstilling på søerne! Selv om pressen bakkede ivrigt op om ideen, blev den forkastet. Flydende haller og gader skulle strække sig på langs af samtlige søer, så man kunne gå gennem udstillingen fra Østerbro til Vesterbro. Inde i udstillingshallerne skulle der være kanaler og vandbassiner. Der var tale om både ”hængende haver”, landingsplads for vandflyvere og søjlegange langs vandet, som i et helt lille Venedig.

I dag drøner cyklister, biler og busser forbi Søtorvet, men selve anlægget har stort set ikke ændret sig siden dengang for over hundrede år, hvor sidste tagsten blev lagt på bygningerne, og besøgende nordfra kunne beundre indgangen til staden.